I dag har vi trænet vi dirigering på og over vand.
To hunde fremme på linjen. Med markeringer byggede vi to targetpunkter op. Den ene hund fik markeringen, den anden hund blev sendt på en dirigering på nedfaldsstedet. Bagefter var det anden-hunden, der fik markeringen, og første-hunden blev sendt på dirigeringen.
Da punkterne var bygget op, blev hundende skiftevis sendt mod et af punkterne. Når hunden var ca. midtvejs på vejen til dirigeringspunkt nr. 1, blev de stoppet og dirigeret over til det andet punkt.
Det er første gang, Ivy har prøvet den type opgave. Det var en fin udfordring, og det er noget, vi helt sikkert skal arbejde videre med.
23.08.2016 Glen har bestået RJK's åben klasse workingtest
Michael og Glen har bestået åben klasse i RJK, og Glen er nu klar til at komme på efterårets jagtprøver i RJK.
Der var 16 hunde til start. Første del af prøven var en walk up med fire hunde ad gangen. Skytter og kastere gik på begge sider af prøvehundene. To hunde var fremme og fik skiftevis en markering fremad i terrænnet og en dirigering bagud.
Kun 8 hunde gik videre til anden del af prøven, der var en drevpost. Her var fire hunde under afprøvning af gangen. Der var masser af jagtlig aktivitet i området foran hundene - klappen, råb og skud. Første hund fik en temmelig lang 'anskydning' i højt vegetation. Anden hund skulle dirigere, tredie hund skulle sende lige frem ind i et mindre krat meden fjerde hund skulle løse en lang markering op på stubmarken.
Joey deltog også i prøven. Han gjorde det udmærket i walk uppen og gik videre til drevet. Her havde udfordringer med en af markeringerne. Joey bragte fuglen, men dommer Jørgen Lycik vurderede, at Joey ikke havde holdt sig tilstrækkeligt i området.
I det hele taget var der ikke plads til mange ekstra kommandoer, og kun 5 hunde gennemførte prøven.
Stor tak til hjælperne, til prøveleder, dommer og terrænvært for en veltilrettelagt prøve.
Walk up
Første hold på walk uppen
Drevposten
Opgavernes sværhedsgrad øges markant på drevposten
25.07.2016 En ferie fyldt med træning
Sommerferien har været fyldt med hundetræning sammen med gode venner. Mine primære fokuspunkter med Ivy er områdesøg og lange linjer med passage af terrænskifte. De seneste dage dage har temaet blandt andet været passage af vand.
For Ivys vedkommende får hun først en markering på den anden side af søen. Derefter laver vi andre opgaver. På et senere tidspunkt kommer vi tilbage til det samme sted ved søen, og Ivy bliver sendt over til en udlagt bold eller dummy. Hun er ved at have forstået konceptet, som vi har gentaget i mange forskellige terrænner.
Se en video af Ivy, der dagen efter kommer tilbage til et targetpunkt og sendes på en lang 'halv-blind' dirigering: Ivy, 15 måneder, lang halv-blind
Der har også være tid til fest og leg.
Joey bader og Haven holder øje.
Haven og Ivy leger i Alslev
20. juli 2016
Ivy har fået konstateret A på hofter og 0 på albuer, og Joey har bestået RJK's apporteringsprøve. En rigtig dejlig dag!
I går var til Uofficiel Working Test på Fyn. Michael havde tilmeldt både Joey og Glen i vinderklasse. For Glens vedkommende var det første gang, han har deltaget i en prøve i vinderklasse. Det kunne lade sig gøre at stille tre hunde, fordi vi havde fået lov til at komme på samme hold, så jeg kunne holde den hund, der ikke var på. Jeg havde tilmeldt Ivy, der skulle på sin første working test.
Det var en rigtig fin prøve med 5 gode poster. Jeg beskriver kun posterne i begynderklassen, da det var dem, jeg oplevede. Ivy og jeg startede på post 5 med at bøvle helt vildt. Det var en meget kort enkeltmarkering med tilbagesendelse. Helt enkelt, og Ivy plukker da også markeringen uden problemer. Men tilbagesendingen kunne hun ikke finde. Hun holdt området rigtig fint uden at finde den udlagte dummy. Måske skyldtes vanskelighederne, at vi var anden hund på den post, og græsset var meget langt. Jeg stoppede hende 4 gange og satte hende igang med at søge igen. Hver gang stoppede hun prompte på mit fløjt, og hver gang gik hun igen igang med at søge på søgesignalet. Heldigvis fandt hun dummyen den sidste gang, så opgaven sluttede med, at hun fik succes. Superflot arbejde af Ivy, jeg var meget godt tilfreds med hendes indsats - og glad for, at dommer Lærke Hegnet havde tålmodighed nok til at lade os arbejde så længe. Vi fik 10 point på denne post.
Næste post var post 1 med dommer Morten Rossau. En enkeltmarkering på vand, hvor hunden skulle gennem en sivbræmme for at kunne ud i søen. Det svære var at gennembryde sivbræmmen, og at der var skjult nedfald. Jeg kunne ikke se hunden mere så snart den var nået ned til sivbræmmen. Heldivis løste Ivy opgaven uden problemer. Hun havde et grebsskifte på vej tilbage lige efter passagen af sivbræmmen. Jeg gætter på, at hun tabte dummyen, da hun godt kan have et lidt løst greb. Dommeren trak 2 point for grebsskiftet, og vi gik fra posten med 18 point.
Post 2 var en enkeltmarkering i forbindelse med en kort fri ved fod. Hunden skulle gå fri ved fod og samtidig markere en dummy til venstre. Markeringen faldt på en helt flad græsmark. Jeg havde set hunden før have problemer med markeringen, så jeg var omhyggelig med at Ivy fik markeret ordentligt. Hun plukkede dummyen, men dommer Gert W. Knudsen trak 2 point, fordi hun trak en anelse ud til venstre under fri ved fod. 18 point igen.
Næste post var igen en markering denne gang på tværs af en græsmark og et par meter ind i noget højere bevoksning. Denne gang var vi ikke nogen af de første, så græsset var trampet lidt ned på nedfaldsstedet. Ivy plukker dummyen, og vi får 20 point af dommer Thomas Plamboeck.
Den sidste post blev dømt af Søren Voigt og var en markering på vand. Her var der trampet en helt sti ud gennem sivene, og markeringen i begynderklassen lå på blankt vand. Ivy løber og svømmer ud og henter dummyen af afleverer til hånd. På den sidHer fik vi 20 point. I alt opnåede vi 86 point og blev sammen med Lobke Jacoliene Bloten nr. 6 af begynderhundene. Det var jeg vældig godt tilfreds med. Og mest af alt var jeg tilfreds med, at Ivy var cool hele vejen igennem prøven.
Joey og Glen fik svære opgaver i vinderklassen. Begge gennemførte prøven. Joey blev med 81 point 4. vinder, og Glen opnåede 76 point på sin allerførste vinderklasseprøve.
Tak til prøveleder Gert William Knudsen, Lobke Jacoliene Bloten, hjælpere og dommere for en veltilrettelagt og godt gennemført prøve.
26. juni 2016
Der er sket en del siden, hjemmesiden er blevet opdateret. Michael og Joey har repræsenteret Region Sydjylland til Hold-DM 2016. Holdet bestod af Danny Fraser, Jimmy Henneberg, John Skov og Michael. Allan Holm var holdkaptajn og Trine Christensen assistent. Holdet arbejdede godt sammen, der var en god stemning hele dagen, og holdet løste alle poster. Det sidste held var desværre ikke med dem, og de måtte nøjes med en 5. plads.
Weekenden d. 18. og 19. juni blev Retrievermesterskabet 2016 afviklet. Jan Lorenzen var myndig og kompetent prøveleder. Michael havde forud for prøven brugt en del tid på at hjælpe med tilrettelæggelsen, og vi hjalp vi begge til prøven. Prøven blev dette år afholdt på skydeterrænnet ved Varde. Det var en flot, anderledes og jagtrealistisk prøve med en særdeles spændende finale, der måtte afgøres ved run off mellem Jan Laursen og Ove Simonsen. Ove vandt Retrievermesterskabet for 3. gang med Lærkeredens Ask. En helt fantastisk præstation, som helt sikkert vil gå ind i DRK's historie.
Ind imellem prøverne har vi selvfølgelig haft gang i en masse spændende træning. En af gangene var vi så heldige at have selskab af Susan Jacobsen. Susan er en fantastisk dygtig fotograf. Jeg sætter nogle af Susans billeder fra dagen ind herunder.
Vild kørvel
Thirsgaards Belhaven
Haven og Majbrit
Midsommer
Guldahls Glen fanget af Bent Jørgensen, Webdogs.dk
05.05.2016 Joey er årets dual-hund i vinderklasse i Bække, Region Sydjylland
Michael stillede Joey i vinderklasse på den traditionsrige dual-dag i Region Sydjylland. Prøven var svær, hvilket blev understreget ved, at de første 9 hunde ikke gennemførte prøven. Michael og Joey gennemførte prøven med 87 point af 100 mulige. Det gav dem en flot placering som 4. vinder. For at deltage i dysten om årets dual-hund skal hunden have very good eller exelent på skuet. Jeg viste Joey frem i brughundeklassen, og han fik very good. De to præmieringer lagt sammen betød det, at Joey havde point nok til at blive årets Dual-hund i vinderklassen.
Joey blev også årets Dual-hund i vinderklassen i 2014, men i 2015 kunne han ikke stille op, fordi han var alvorlig skadet. Joey fik indopereret et kunstigt ledbånd i skulderen d. 1. juni 2015. I det forløbne år har vi og Joey knoklet med genoptræningen. Hans og Michaels præstation på dual-dagen giver os håb om, at det har været det hele værd.
05.05.2016 Ivy er til sin første markprøve og får en 1. præmie
På Dualdagen stillede jeg Ivy i begynderklasse. Vi blev bedømt at Morten Rossau og fik en rigtig fin kritik. Dommeren skrev blandt andet: "Spontane opsamlinger, godt greb, pæne afleveringer. Søger selvstændigt og effektivt med god næse. Arbejder vedholdende og dækker hele søget. Der bringes alle vildtarter. Arbejder i fin fart og stil prøven igennem og viser stor vilje til samarbejde med fører. Godt ført".
Jeg var rigtig glad for Ivys arbejde og for hendes samarbejde. På trods af, at prøvemiljøet er stressende med skud, vildt, masser af andre hunde og mennesker, og på trods af, at det var en lang og varm dag, holdt hun fokus på opgaverne og fulgte mine anvisninger.
30.04.2016 Joeys genoptræning har båret frugt
For ca. 1 år siden fik Joey fik en alvorlig skulderskade under træning til Hold-DM for retrievere. Han løb i fuld fart gennem et meget sumpet område, og forbenene hang fast i mudderet, medens kroppen fortsatte. I styrtet rev han ledbåndet i højre skulder over. Efterfølgende fik han indopereret et kunstigt ledbånd i skulderen.
Det var en stor beslutning at lade Joey operere, men for os er Joey en helt enestående og fantastisk hund, og vi kunne ikke bære, at sige farvel til ham. Derfor valgte vi operation. Operationen og tiden derefter var virkelig hård for Joey både fysisk og mentalt. Det var barskt at være en del af.
Nu - efter næsten et års genoptræning - er Joey og Michael igen igang med træningen. Det er med lidt bævende hjerte, at jeg overværer, at Michael arbejder med Joey, fordi Joey er så intens og hårdtgående i terrænnet. Han skåner ikke sig selv. Vi håber inderligt, at skulderen holder.
På videoen sendes Joey på en 235 m lang dirigering i udfordrende terræn.
17.04.2016 Michael og Guldahls Glen bedste hund i åben klasse på B-prøve i Bække
Michael og Glen har haft et travlt og godt forår. D. 17. april deltog de på Labrador Raceledelsens B-prøve i Bække.
Postmester Per Rethmeier og hjælpere havde tilrettelagt en svær prøve. Hele prøven foregik fri ved fod.
Prøven startede med en haretramp, hvor første hund fik en markering lige frem. Når hunden var på vej hjem, blev der skudt til en udlagt kanin. Anden hund skulle derefter dirigere ind til kaninen, der lå i tæt skov. Hvis hunden ikke holdt linjen, forsvandt den hurtigt ud af syne. Dernæst var det anden hund til at få en markering, og første hund skulle dirigere til en udlagt kanin.
Anden opgave en var en svær dobbeltmarkering på linje, hvor den førstkastede due faldt på vand tættest på hunden, og den anden kastede due faldt længere inde på land. Kasteren var placeret mellem de to nedfaldssteder.
Dernæst var der en kort dirigering i ret tæt krat. Prøven blev afsluttet med et frit søg.
Glen løste alle opgaver rigtig flot. Han søgte lidt rund på due nummer to i dobbeltmarkeringen, men løste selv opgaven uden Michaels indblanding.
Den norske dommer Asbjørn Kristiansen valgte oven i købet Michael og Glen til bedste hund.
10.04.2016 Michael og Guldahls Glen til apporteringsprøve i RJK
Michael og Glen har igen i dag været på prøve. Denne gang gjaldt det Apportereingsprøven i Retrievernes Jagthunde Klub, RJK.
Apporteringsprøven er adgangsgivende til at fortsætte på prøverne i åben klasse.
Prøven blev afholdt i Hedensted hos Kennel Brown Hunt v. Pernille Lillevang og Tommy Langelund. Pernille Lillevang var prøveleder og dommer var Michael Rosenlund, Kennel Rosefield.
Prøven bestod ud over fri ved fod, af en enkeltmarkering på land, en enkeltmarkering på land, en dirigering og et mindre søg i hegn og fællede juletræer. Glen klarede alle opgaverne fint og lynhuntigt.
02.04.2016 Glen til B-prøve i Åben klasse på Brahetrolleborg
Michael og Glen har været på deres første B-prøve i åben klasse. De blev bedømt at dommer Birgitte Larsen.
Enkeltmarkeringen og dobbeltmarkeringen blev klaret i en ruf. Også søget løste Glen rigtig fint. Det var dirigeringen, der fik sveden frem på panden. Dirigeringen var placeret langs søget i ca. 25 meters afstand. Vinden kom nede fra søget, og Glen er god til at stole på sin fine næse og trækker som oftest meget lange færter. Den kombination gjorde, at Michael måtte arbejde hårdt for at overbevise Glen om, at han skulle gå til modsatte side. Det krævede temmelig mange stopfløjt. Heldigvis er Glen meget stoplydig, og det var sikkert grunden til, at han trods en temmelig rodet dirigering alligevel fik en 1. præmie.
Ivy var med og havde en fin dag. Det er rigtig godt for hende at øve sig i at gå rundt blandt de mange hunde og mennesker og stadig skulle samarbejde med mig. Vi fik trænet en masse lineføring og ro på post. Jeg var meget tilfreds med hendes rolige tilgang til miljøet.
Glen venter forud for prøven. Han er klar.
Makkerhunden og dommer Birgitte Larsen.
26.01.2016 Hvalpeplaner
Vi planlægger at parre Thirsgaards Belhaven i løbet af foråret. Se mere under 'Hvalpe'.
16.01.2016 Glen og gæssene
I løbet at jagtsæsonen har Glen udviklet sig til en rigtig sej og vedholdende gåseapportør. I dag var Michael og Glen igen i mosen på aftentræk. Michael skyder en gås, der brækker vingen og går ned bag en sivbræmme ca. 45 m væk. Gåsen dykker hurtigt og forsvinder ud af syne. Glen bliver sendt, og Michael kan høre, at han arbejder hårdt og vedholdende, men han kan hverken se Glen eller hjælpe ham. Glen er væk i omkring 20 minutter og ender med at bringe gåsen.
'Mor' er glad, og Glen har fået en ekstra portion hundefoder endda med lidt leverpostej på.
Lillesøster Ivy får lov til at hilse på gæssene, da de ligger i garagen. Men hun er noget mere forbeholden :-)
16.01.2016 Guldahls Ivy har bestået brugsprøve med max. point
Brugsprøven blev dømt af Gunnar Holm Jensen, Kennel Ålflasker